Nye moms- og afgiftsregler
Fra den 1. januar 2015 gælder en række nye regler
Følgende moms- og afgiftsregler er ændret fra den 1. januar 2015:
EU-afhentningskøb
Kravene til dokumentation for momsfrit salg til virksomheder i andre EU-lande er skærpet i de tilfælde, hvor køber selv er ansvarlig for transporten (afhentningskøb), og hvor sælger kræver fuld betaling før eller i forbindelse med afhentning af varerne (kontant, herunder med kreditkort, dankort mv.).
De skærpede krav vedrører dokumentationen for:
- Forsendelsen eller transporten af varerne til det andet EU-land
- Købers eller købers repræsentants identitet, herunder verifikation af købers momsnummer.
Såfremt sælger ikke overholder dokumentationskravene, kan SKAT opkræve 25 % dansk moms af salget.
Elektroniske tjenesteydelser
Momsbeskatningsstedet for elektronisk leverede tjenesteydelser til privatpersoner i andre EU-lande ændres fra at være det land, hvor leverandøren er etableret, til at være det land, hvor kunden er etableret.
Danske virksomheder, der leverer elektroniske tjenesteydelser til privatpersoner i andre EU-lande, skal derfor fra den 1. januar 2015 momsregistreres og indberette moms i samtlige de EU-lande, hvor virksomheden har kunder.
Alternativt kan virksomheden tilmelde sig SKATs nye indberetningssystem, kaldet One Stop Moms.
Hotelmoms
Fradragsretten for moms af hoteludgifter forhøjes fra 75 % til 100 % af momsbeløbet.
Godtgørelse af elafgift
Elafgiften stiger i 2015 til 87,80 øre/kWh. Det godtgørelsesberettigede beløb for elektricitet anvendt til procesformål vil i 2015 udgøre 87,40 øre/kWh.
Såfremt elektriciteten anvendes til rumvarme, varmt vand eller komfortkøling (aircondition), kan der i 2015 opnås godtgørelse af 49,80 øre/kWh, dog kun såfremt der sker måling af elforbruget.
Godtgørelse af olie-, kul-, og gasafgift
Olie-, kul-, og gasafgiften nedsættes i 2015. Det godtgørelsesberettigede beløb for olie, kul og gas anvendt til procesformål vil i 2015 udgøre afgiften med en reduktion svarende til EU’s minimumsafgift på 4,5 kr./GJ.