24. april 2002

Hjemme-pc ordning

Lovforslaget om hjemme-pc ordning er vedtaget uden ændringer

Skattefrihed for arbejdsgiverbetalt datakommunikation

Efter de hidtil gældende regler har arbejdsgiverens betaling af datakommunikation været omfattet af reglerne for værdi af fri telefon.

Med virkning fra 1. januar 2002 er der indført skattefrihed for arbejdsgiverbetalt datakommunikation, når den ansatte har adgang til arbejdsgiverens netværk. Det er ikke tilstrækkeligt, at medarbejderen kan koble sig op på sin kalender, sende e-mails og lignende. Men der er heller ikke noget krav om, at den ansatte fuldt ud har samme adgang til netværket hjemmefra, som den der er mulighed for, når der arbejdes på arbejdsgiverens adresse. Det afgørende for skattefriheden er, om arbejdstageren har adgang til funktioner/dokumenter, således at man med mening principielt kan tale om en hjemmearbejdsplads.

Skattefrihed for engangsudgifter til etablering af bredbåndsadgang mv.

Arbejdsgiverens betaling for etablering for oprettelse af ISDN, bredbåndsadgang mv. har hidtil været betragtet som en privat udgift og dermed skattepligtig for den ansatte.

Med virkning fra 1. januar 2002 kan en sådan udgift anses som tilbehør til fri pc'er. Det medfører, at såfremt den ansatte har pc'er til rådighed, og denne efter gældende regler ikke udløser beskatning, vil også etableringsudgiften til bredbånd eller lignende være omfattet af skattefriheden. Det skal fremhæves, at skattefriheden kun gælder, når computeren med tilbehør leveres til den ansatte den 1. januar 2002 eller senere.

Arbejdstagerens fradrag for pc-udgifter ved betaling til arbejdsgiveren
Medarbejderen kan foretage fradrag i sin skattepligtige indkomst for de udgifter, som medarbejderen betaler til arbejdsgiveren i forbindelse med, at en pc stilles til rådighed i hjemmet.

Fradraget er betinget af, at arbejdsgiveren afholder minimum 25% af udgiften ved at stille en pc til rådighed.

Det skal fremhæves, at betalingen til arbejdsgiveren skal ske af beskattet løn. Der kan altså ikke ske betaling ved modregning i bruttoløn.

Fradraget på maksimalt 3.500 kr. årligt er et ligningsmæssigt fradrag, der fuldt ud kan fratrækkes ligesom f.eks. fagligt kontingent og befordring mellem hjem og arbejde.

Fradraget gælder for computere, der stilles til rådighed for medarbejderen den 1. januar 2002 eller senere.