5. juli 2002

Nye regler for ejendomsværdiskat

Der er indført et loft over ejendomsværdiskatten

Ejendomsværdiskatten afløste sidste år lejeværdien af fast ejendom.

Efter en ændring af ejendomsværdiskatteloven skal skatten fremover beregnes af den laveste værdi af:

1. Ejendomsværdien 1. januar i indkomståret
2. Ejendomsværdien 1. januar 2001 + 5%
3. Ejendomsværdien 1. januar 2002

For udenlandske ejendomme anvendes anskaffelsessummen. Det gælder dog ikke ejendomme anskaffet før 1. januar 2001. Her anvendes handelsværdien pr. 1. januar 2001.

Ejendomsværdiskatten udgør 1% af værdien op til 3.040.000 kr. og 3% af resten.

Det "loft", der er indført over ejendomsværdiskatten, betyder, at grundlaget for ejendomsværdibeskatningen for den samme ejendom i den samme stand med den samme ejer ikke vil kunne stige udover det beløb, der fremgår af den automatiske forskudsregistrering for 2002.

Er der foretaget om- og tilbygninger, der medfører en omvurdering af ejendommen, skal denne højere værdi anvendes. Dette gælder dog ikke, hvis man vælger ovennævnte alternativ 1. For udenlandske ejendomme lægges de faktiske omkostninger til beregningsgrundlaget.

Ejendomsværdiskat betalt i udlandet kan modregnes i den danske skat. Der kan i nogle tilfælde opnås fuldt nedslag i ejendomsværdiskatten vedrørende udenlandske ejendomme. Det gælder eksempelvis ejendomme beliggende i Frankrig.

Pensionister får et nedslag i ejendomsværdiskatten på 0,4%, dog højest 6.000 kr. pr. år. Tjener en pensionist over 143.500 kr. (ægtepar 220.700 kr.), reducerer man nedslaget med 5% af det overskydende beløb. Personer, der har købt ejendommen senest 1. juli 1998, får et nedslag på 0,2%.

Herudover får disse personer et nedslag på 0,4%, hvis de anvendte standardfradraget, før loven trådte i kraft.

Reglerne er blevet lempet vedrørende helårshuse, så man ikke længere skal betale skatten af et fraflyttet hus, der endnu ikke er solgt.

Man skal ligeledes først betale skat af et nyt hus, når man flytter ind.