Rådgivning

Den svære retfærdighed

I den vestlige verden har vi i mange år jagtet retfærdighed og ligestilling mellem mennesker. Det har man sådan set også jagtet i andre dele af verden, hvilket vi måske har lidt svært ved at se, men retfærdighed er ikke en eksakt videnskab. Det handler tværtimod i høj grad om etik, moral og almindelig sund fornuft, og det kan vi mennesker ikke altid blive enige om, hvordan man definerer.

Det forhindrer os imidlertid ikke i at forsøge, og nogle af de tunge emner i den boldgade er i øjeblikket GDPR og whistleblowerordninger. Mange synes, at regelmængderne har taget overhånd, og derfor oplever vi i disse år en del oprør i flere vestlige lande. Yderfløjene, der med forskellige definitioner af menneskelig frihed ønsker at øge denne, vinder markedsandele, og englænderne har meldt sig ud af EU.

Nok er nok, og det hele var meget bedre i de gode gamle dage, hvor en aftale var en aftale, et ord var et ord, og en mand var en karklud … Men var det nu så meget bedre og lettere?

Det var jo også i de gode gamle dage, at uligheden var større, både mellem mænd og kvinder og mellem rig og fattig. Jeg tænker ikke på ligeløn og fordelingen af goderne – det er politiske spørgsmål, vi slet ikke tager under behandling i Facit – men retten til og muligheden for at bestemme over eget liv har i hvert fald udviklet sig til det bedre.

Det har den øgede regulering af vores samfund medvirket til. Det er bare rigtig, rigtig svært, når man vil regulere etik, moral og sund fornuft. Når disse begreber bliver omsat til forordninger, love og paragraffer, er der ikke meget etik, moral eller sund fornuft tilbage. Det er reduceret til regler, der kan fortolkes, og ”hvis det ikke er forbudt, må man godt”. Etik, moral og sund fornuft risikerer at blive udvandet.

Såvel GDPR-reglerne som whistleblowerordningerne er genstand for opmærksomhed i dette nummer af Facit, og det fremgår af begge artikler, at selv om intentionerne er de allerbedste, er der blot opstået nye udfordringer, som det er vanskeligt at regulere sig ud af.

Man kan godt blive lidt træt, og en gang imellem er flere af os nok tilbøjelige til at give briterne ret i deres beslutning. Man skal blot huske, at alle disse mange regler er indført, fordi behovet er der. Nogen har forbrudt sig mod de uskrevne regler, og derfor forsøger vi at opnå retfærdighed gennem flere skrevne.

God fornøjelse med læsningen.