Tidligere numre

Hvad mon der sker de næste 25 år?

Redaktionsslutdato: 25. april 2019

 

Du sidder med en jubilæumsudgave af Facit, som undtagelsesvist er på 20 sider. Normalt klarer vi os med 12 sider, men hvis mængden af reguleringer fortsætter i samme tempo, vil vi med sikkerhed ikke kunne nøjes med 12 siders udgaver af Facit om 25 år. Men giver det overhovedet mening af skrive ”hvis”?
 
Det er ikke tidligere i historien sket, at regelmængden er reduceret, og selv om vi i mange år har talt om regelforenkling og administrative lettelser, er realiteten en anden. 

Det er muligt, at tempoet for regeludarbejdelse er reduceret – det kan man af gode grunde ikke sige noget om – men færre regler er der i hvert fald ikke blevet.
 
Det gode spørgsmål er, om vi som virksomhedsejere og -ledere, som ansatte, som borgere eller i det hele taget bare som mennesker kan blive ved med at kapere alle disse regler. Kan vi nå at sætte os ind i dem, kan vi forstå dem, og begriber vi sammenhængene mellem dem?
 
Af en eller anden grund vil vi mennesker gerne sætte regler op for hinanden. ”Min måde er den rigtige, og derfor bør du gøre lige sådan”. 

Psykologer kan sikkert redegøre for, hvorfor det hænger sammen på den måde, men de tilhører jo en faggruppe, som sædvanligvis ikke får spalteplads i Facit.

Hvis man leder i historiebøgerne efter tidligere succeser med forenkling af civilisationer, så ender man i kapitler med beskrivelse af blodige revolutioner, altødelæggende krige eller sygdomme med omfattende reduktion af menneskeheden til følge. Skal vi mon helt derud igen, før det lykkes?
 
Lad os håbe, at Facit om 25 år er på mindst 24 sider …

God fornøjelse med læsningen.

 

Tilbage til oversigten
Copyright 2019 Revisorgruppen Danmark