Moms & afgifter

Skattestyrelsen strammer reglerne: Moms på fitness, dans, madlavning, sprog etc.

Det har i flere år været ventet, at Skattestyrelsen ville ændre på momsfritagelsen for undervisning i form af fitnessaktiviteter, dans, yoga, sang, madlavning, sprog etc. I slutningen af august 2025 udsendte Skattestyrelsen så en række styresignaler, som på baggrund af flere domme fra EU-domstolen gør en del af disse aktiviteter momspligtige med virkning fra 1. januar 2026.

Fitnessaktiviteter mv.

Momsfritagelsen for undervisning har hidtil omfattet fitnesscentres holdtræning og personlig træning i crossfit, spinning, zumba etc. Disse aktiviteter bliver momspligtige med virkning fra 1. januar 2026. Det samme gælder undervisning i fx yoga og dans.

Momspligten kommer til at gælde de kommercielle virksomheders udbud af aktiviteterne, mens foreningers udbud af de samme aktiviteter forbliver momsfritaget.

De berørte virksomheder vil fremadrettet kunne fratrække moms af omkostninger relateret til aktiviteterne, og de bliver fritaget for at betale lønsumsafgift.

Undervisning i fritidsfag

Ændringerne rammer også undervisning indenfor andre fritidsfag som fx madlavning, sang, keramik, tegning og sprogundervisning. Disse aktiviteter bliver ligeledes momspligtige med virkning fra 1. januar 2026, medmindre der er tale om faglig undervisning.

Undervisning kan momsfritages som faglig undervisning, hvis undervisningen fører til tilegnelse af viden eller færdigheder, der hovedsageligt anvendes med henblik på en bestemt erhvervsuddannelsesaktivitet. Det vil fx gælde undervisning i fagengelsk. Momsfritagelse udelukkes ikke af, at undervisningen i mindre grad kan anvendes privat.

Aftenskoleundervisning mv.

Undervisningsydelser berettiget til tilskud efter folkeoplysningsloven vil ligeledes fortsat være momsfritaget – nu som kulturelle aktiviteter – når disse ydelser leveres af aftenskoler, daghøjskoler og folkeuniversiteter etc.

Dette med henvisning til, at den folkeoplysende undervisning under hensyn til dens vision, historie og samfundsmæssige betydning må anses for at være en del af dansk kultur.

Dermed vil en stor del af undervisningen på aftenskoler, daghøjskoler og folkeuniversiteter fortsat være momsfritaget. Momspligten vil alene ramme de mere kommercielle virksomheders udbud af aktiviteterne, mens de tilskudsberettigede aktiviteter fortsat vil være fritaget for moms.

Mulig lovændring og skattefradrag for motion mv.

Praksisændringerne er affødt af domme fra EU-Domstolen, som Danmark er forpligtet til at indrette sig efter. Derfor har regeringen – ifølge en pressemeddelelse udsendt samtidig med styresignalerne – været optaget af at sikre tiltag, som kan afbøde nogle af konsekvenserne af dommene fra EU-Domstolen.

Regeringen vil derfor fremsætte et lovforslag, der skal sikre momsfritagelsen for uddannelse af børn og unge til og med 29 år. Det betyder, at den motion eller fritidsaktivitet, som børn og unge går til, ifølge regeringen ikke må blive dyrere på grund af momsen. Lovforslaget om fortsat momsfritagelse af uddannelse af børn og unge til og med 29 år forventes fremsat i efteråret med henblik på, at det kan få virkning fra 1. januar 2026.

Hvis ikke lovforslaget fremsættes eller vedtages, bliver også aktiviteter rettet mod børn og unge til og med 29 år momspligtige med virkning fra 1. januar 2026.

Herudover ønsker regeringen at indføre et fradrag for motion og undervisning i sang og musik i kommercielt regi. Fradraget vil bl.a. omfatte spinning, crossfit, yoga og danseundervisning i kommercielle fitnesscentre, private yogastudier, danseskoler samt sang og musik i kommercielt regi. Motionsfradraget vil blive indrettet, så fradraget kommer til at gælde for voksne på 30 år og derover.

Det er ikke klarlagt, hvordan lovændringen og det mulige skattefradrag vil blive udmøntet i praksis, og dermed heller ikke, hvordan virksomhederne skal håndtere de forskellige aktiviteter rent dokumentationsmæssigt.